23948sdkhjf

Analyse: Derfor er Thor Skov Jørgensen et logisk valg som ny Coop-direktør

Thor Skov Jørgensen er et både oplagt - og rigtigt valg - som ny frontfigur for Danmarks næststørste dagligvarekoncern

Det bliver af branchefolk kaldt det mest komplicerede direktørjob i hele dagligvarehandlen.

At skulle balancere 40.000 ansatte, brugsforeninger samt fire - tidligere syv til otte - dagligvarekæder og så samtidig generere et overskud. 

Mange forløbere til Thor Skov Jørgensen har slået sig på Coop - senest Kræn Østergaard Nielsen, som var drænet efter fire år med corona, inflationskrise og afslutningsvis milliardunderskud i koncernen. 

Han brugte det sidste halve år af sin regeringstid - og talrige aftener og weekender - på at redde Coops fortsatte eksistens med OK som livsnødvendig bidragsyder. 

Milliardaftalen med energiselskabet forventes at blive godkendt af myndighederne inden sommerferien - og herfra kan et trekløver bestående af Thor Skov Jørgensen, Jeff Gravenhorst og Michael Løve så tage fat. 

Og der er rigeligt at stikke hænderne i, for Coop er stadig i økonomisk uføre.

Det er ulig Thor Skov Jørgensen og Michael Løves tidligere arbejdsplads, Salling Group, hvorfra de begge har indhentet værdifuld erfaring. 

Sådan skal en dagligvareforretning drives, må man forstå. 

Erfaring der er guld værd

Thor Skov Jørgensen peger selv på sine år som Føtex-direktør og Netto-driftsdirektør som givtige i den kontekst, at de har lært ham, hvad dagligvarehandel er, hvordan det fungerer - og hvordan man tjener penge på det. 

Særligt sidstnævnte faktor er en uundværlig del af den nye strategi, Coop-koncernen allerede har præsenteret brudstykker af. 

De dele, som den kommende Coop-direktør selv skal bidrage med til den strategi, vil han endnu ikke vil dele - men alt sammen skal det spille ind i den store, forkromede "Føniks"-plan. 

Der er brug for friske kræfter, nye øjne og revolutionerende idéer for at få Coop tilbage til vandoverfladen - for koncernen skriger efter luft, førend at druknedøden måtte indtræffe. 

For pt. befinder Coop sig i et farvand, som er overfyldt med glubske og sultne konkurrenter - og de lugter alle sammen blod. 

Den nye aftale, Fremtidens Coop v. 2.0

  • OK og Coop Amba tilfører Coop Danmark 2 mia. kr. - aftalen blev endeligt vedtaget på et landsrådsmøde 19.-20. april og afventer nu Konkurrencestyrelsens godkendelse. 
  • Aftalen har fået navnet "Føniks" - som en reference til "et mytisk fabeldyr, der genfødes i sin egen aske og rejser sig til at blive stærk og sund".

  • Aftalen betyder, at Coop Amba og OK deler ejerskabet af Coop 50/50, men OK har den bestemmende ejerandel. 

  • Coop har lukket Coop-kæden igen, som havde bestået af to testbutikker.
  • I stedet skal der i fremtiden kun satses på SuperBrugsen, Kvickly, Brugsen og 365discount. 
  • Kræn Østergaard Nielsen er fratrådt som adm. direktør i Coop - Jeff Gravenhorst har taget over som arbejdende bestyrelsesformand, indtil Thor Skov Jørgensen officielt bliver direktør 19. juni. 
  • Ny næstformand i Coop Danmark (afløser Lasse Bolander) bliver Michael Løve, der er adm. direktør i OK. 

Kilde: Coop

Belejlig indkøring

At OK har annonceret sit indtog i Coop tidligere på året har i sidste ende måske vist sig at være en gave i forklædning for Thor Skov Jørgensen - og således også for Coop-koncernen. 

I de sidste seks måneder op til aftalens offentliggørelse sad OK- og Coop-ledelserne tæt op ad hinanden i adskillige timer.

Her kan den nye Coop-direktør ikke have undgået at gøre indtryk, men også at danne sig indtryk af Coops kultur, arbejdsmetoder og organisation. 

Tillige har Thor Skov Jørgensen en værdifuld indsigt i den kommende Coop-ejer, OK's, forretning og organisation med sin baggrund som finansdirektør i energiselskabet igennem halvandet år. 

Det er altså en kommende Coop-direktør, der har et unikt indblik i begge lejre - og dermed besidder en forudgående forståelse for begge virksomheders intentioner og måde at drive forretning på. 

Onde tunger vil hævde, at Thor Skov Jørgensen - til trods for førnævnte - mangler erfaring, og fakta er da også, at jobbet som Coop-direktør er hans første som topdirektør. 

Men adskillige år i spidsen for Føtex og som driftsdirektør i Netto må alligevel have givet både hår på brystet og faglig viden i så rigelige mængder, at direktørposten blot bliver en tilvænningssag.  

Thor Skov Jørgensen, CV

  • 2024 - | Adm. direktør, Coop
  • 2023 - nu | Finansdirektør, OK
  • 2023 - nu | Bestyrelsesmedlem, Danoil
  • 2023 - nu | Bestyrelsesmedlem, Kamstrup
  • 2021 - nu | Bestyrelsesmedlem, Relesys
  • 2017 - nu | Bestyrelsesmedlem, Fonden for Socialt Ansvar
  • 2020 - 2023 | Bestyrelsesmedlem, Skagen Food
  • 2020 - 2023 | Salling Group, direktør for digital forretning og e-commerce
  • 2019 - 2020 | Direktør for Føtex og direktør for digital forretning og e-commerce
  • 2016 - 2020 | Direktør for Føtex
  • 2014 - 2016 | Driftsdirektør i Netto
  • 2007 - 2013 | Konsulent, Boston Consulting Group
  • Thor Skov Jørgensen er født i København, har gået i folkeskole i henholdsvis Mariager og Holland, og så tog han sin studentereksamen i Vejle. Han er i dag bosat i Aarhus med sin hustru og tre børn.

 

Mere Salling Group'sk

At sammenligne Coop og Salling Group er dog også som at sammenligne pærer og bananer.  

Nok er de en del af samme kategori, men deres opbygning, værdisæt og forretningsdrift er vidt forskellig. 

Jeff Gravenhorst har tidligere pointeret, at Thor Skov Jørgensens mangeårige fortid i Salling Group bestemt ikke er en ulempe - og dermed må man også kunne konkludere, at Coop skal drives mere strømlinet. 

Sådan som den nye Coop-strategi også har lagt op til -  der skal mere fokus på drift og lønsomhed. 

Det har man igennem mange år kunnet se positive - og milliardstore - resultater af i Salling Group, og om ikke kopieres direkte, så skal lignende strømninger skylle hen over Coops forretninger, hvis positionen som Danmarks næststørste dagligvarekoncern skal bevares. 

For ellers kommer konkurrenterne stormende bagfra med fråde om munden - og i dagligvaremarkedets farvand nytter det ikke at lægge sig i slipstrømmen af konkurrenterne. 

Man skal vigtigst af alt være modig nok til at gå imod strømmen - og ikke lade sig skræmme af høj bølgegang. 

I jagten på både danskernes penge - og dagligvarebranchens værdifulde markedsandele. 

Her er cheferne i dansk dagligvarehandel - og deres anciennitet

  • Salling Group: Anders Hagh - siden juni 2023
  • Bilka: Mark Nielsen - siden oktober 2013
  • Føtex: Morten Møberg - siden januar 2023
  • Netto: Braw Bakir - siden april 2022
  • Coop: Thor Skov Jørgensen - siden juni 2024
  • Kvickly og SuperBrugsen: Allan Kristoffersen - siden januar 2021
  • Dagli'Brugsen og Brugsen: Torben Blom Andersen - siden september 2022
  • 365discount: Michael Tilsted - siden september 2023
  • Rema 1000: Henrik Burkal - siden maj 2005
  • Lidl Danmark: Jens Stratmann - siden juni 2021
  • Dagrofa: Tomas Pietrangeli - siden august 2018
  • Meny: Richo Boss - siden januar 2021
  • Spar, Min Købmand og Let-Køb: Esben Keller - siden april 2021
  • Løvbjerg: Thomas Nielsen - siden oktober 2023
  • Butikskæden Nærkøb A/S: Jens O. Bylling Jensen - siden juni 2003
  • ABC Lavpris: Ejvind Okholm - februar 1993
  • Nemlig.com: Stefan Plenge - august 2010

Virksomheder markeret med fed er enten hovedkoncernen eller en selvstændig kæde

 

RetailNews har samlet alle artikler om de seneste Coop-nyheder i temaet "Coop på nye hænder". Det tema kan du som læser tilgå via linket nedenfor.

Artiklen er en del af temaet Coop på nye hænder.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.796